LODSKROEN
Troense 2022
Lodskroen blev opført i 1777 og fungerede i omkring 200 år som kro og værtshus for beboerne i Troense såvel som for de søfolk, der kom sejlende til den lille sydfynske landsby. Ejendommen er beliggende i et område med en bevarende lokalplan. Med det benspænd og ved hjælp af enkle greb er ejendommen i 2020 ombygget og renoveret til en lys og tidssvarende familiebolig. Betongulve, lyse farver og egetræ er et gennemgående træk i ejendommen. Således er der etableret nye gulve med varme, ydervæggene er efterisolerede indefra, flere vinduer er skiftet og andre er bevaret med nye forsatsrammer. Endelig er døre, trappe, møbler og køkken udført i egetræ tegnet specifikt til stedet.