ØRSTEDSPAVILLIONEN
Rudkøbing 2019
Renoverprisens Specialpris blev i 2019 tildelt Ørstedspavillionen i Rudkøbing på Langeland. Specialprisen belønner parterne bag et projekt, der inspirerer og overrasker med en kreativ tilgang til at forny en bygning, som har historisk og bygningskulturel værdi og værdi for fællesskaber i lokalområdet. Ørstedspavillionen er netop sådan en bygning. Oprindeligt opført af Rudkøbing Borgerforening som sommerrestaurant i 1908 med senere tilbygget teatersal og festlokale, har stedet i sin levetid været det naturlige samlingssted for både langelændere og tilrejsende.
Ørstedspavillionen blev i nedslidt stand sat til salg i 2010. Lokale stiftede en forening med det formål at købe ejendommen, sætte den i stand og give den nyt liv til gavn for lokalområdet. Ramvad Arkitekter var arkitekt og rådgiver på projektet. Skitseprojektet dannede bl.a. grundlag for fondsansøgninger og engagering af lokalsamfundet, hvor foreningen samlede mere en 700 støttemedlemmer og indhentede betydelig finansiering fra virksomheder og fonde til opkøb og renovering.
I dag rummer Ørstedspavillionen teatersal, to festsale samt omklædningsfaciliteter og mødelokale. Stedet drives udelukkende af frivillige kræfter og er på den måde igen et samlingssted for langelænderne.